12 ideer til Valentinesday

Valentinesday kan som bekendt skille vandene. Nogle elsker dagen og tager imod blomster, balloner og chokolade med åbne arme. Andre vil hellere forkæles på en af årets 364 andre dage. Jeg selv tænker ikke, at det ene udelukker det andet. Ej heller at fejringen nødvendigvis skal skrues op til et tidskrævende, dyrt og uoverskueligt projekt. Valentinesday kan nemlig sagtens være noget, som I gør i forvejen – f.eks. at hygge jer med en lækker middag. Valentinesday kan fejres med din partner, med familien, med en god veninde eller som 100% selvforkælelse. Gør hvad du føler for på denne her datomarkerede kærlighedsdag.

Jeg har samlet 12 forslag til dig herunder, som jeg selv nyder, når der skal gøres lidt ekstra ud af det – uden at det tager overhånd. Du er velkommen til at plukke af ideerne, hvis du får lyst.

Hjemmelavet blomsterboks til en du holder af

Valentinesday og blomster hører unægtelig sammen. Derfor lavede jeg sidste år en vejledning til, hvordan du nemt og billigt helt selv kan lave disse fine blomsterbokse. Alt du skal bruge er en æske, oasis og nogle friske blomster.

Du kan finde vejledningen lige her.

Giv boksen til én du holder af eller forkæl dig selv med friske forårsvibes i hjemmet.

Middag for 2 – eller for hele familien

Det ligger meget dybt i vores kultur at mødes omkring maden, der tit er omdrejningspunkt for vores sammenkomster og dates.
Samtidigt er aftensmaden tit familiens daglige samlingspunkt i en travl hverdag. Derfor er det en super god mulighed for at skabe lidt ekstra hygge og kvalitetstid i anledning af Valentinesday.

Om det skal være en middag for to eller for både børn og voksne er helt op til dig. Kickstart evt. hyggen og middagen ved at være fælles om madlavningen. Eller endnu før – under planlægningen og indkøb til middagen. Spice det op med lidt pynt til borddækningen og skab stemningen af, at middagen er noget særligt – for det er den ❤

Hjerteformede snacks

Hjerter ér bare symbol på kærlig og er derfor fuldstændig uundværlige på Valentinesday.
Med en simpel hjerteformet udstikker kan du nemt lave hjerteformede snacks til familien på Valentinesday.

Du kan naturligvis slå dig løs i køkkenet med hjerteformede småkager, men udstikker-formene virker også ganske glimrende på frugt. Vandmelon er oplagt til at udstikke hjerter, men ananas og skiver af æbler kan også fungere.

Slip fantasien løs og lad børnene deltage som en hyggelig Valentines-aktivitet.

Drinks i kærlighedsfarver

Okay, her er det naturligvis, at du skal gøre op, om det skal være voksen-drinks eller drinks for hele familien.

Er det drinks til alle mand kan en lyserød børnechampagne være et festligt indslag. Eller et mix af appelsinjuice og rød sodavand får også en flot, rødlig farve. Skal der holdes igen på sukkerindholdet, kan lidt rød sukkerfri saft blandet op med danskvand også være et glimrende alternativ – så længe der naturligvis er tænkt på både isterninger og festlige sygerør!

Til de voksne… Rosé, lambrusco, strawberry daiquiri, jordbær mojito, you name it… Whatever you like – men naturligvis serveret i flotte glas og med tid til kvalitetstid for to.

Ud i naturen

Luften har godt af os. Det har den alle årets dage og også på Valentinesday. Derfor er det slet ikke tosset at kombinere kærlighedsdagen med en tur ud i det blå.

Tag godt med tøj på, gå en lang tur hånd i hånd og bemærk de smukke ting i naturen. Måske I er heldige at se små forårstegn på jeres vej?

Du kan også tage hele familien med på cykeltur, til leg i skoven eller snobrød over bål. Du bestemmer, hvad der passer til jer, og hvad der giver dig værdi på Valentinesday.

Filmaften

En anden Valentines-klassikker er naturligvis en romantisk film for to – og det skal man heller ikke kimse af!

Men det udelukker ikke, at I også kan holde filmaften (eller film-eftermiddag) som familie. Tag dynerne med ind i sofaen, lav en gang popkorn og find en sød familiefilm.

Planlægger du en film-date med din partner, så husk på, at du skal gøre lige præcis, hvad der giver mening for jer. Er dig og din bedre halvdel ikke til sødsuppe-film og romantik, så se en gang Die Hard, American Pie, gyser eller splatter-film – hvad end I kan lide. Det vigtigste er, at I sætter tid af til hinanden og nyder hinandens selskab.

Jordbær med chokoladeovertræk

Jeg kan simpelthen ikke komme på nogle desserter eller snacks, der passer bedre til Valentinesday end chokoladeovertrukne jordbær. Det ér bare smagen af Valentinesday!

Start med smelte chokoladen i et vandbad, skyld jordbærrene imens. Sørg for at tørre dem godt i et viskestykke, så der ikke hænger vand ved, når du dypper den i den smeltede chokolade. Lig jordbærrene til tørre i køleskabet på et stykke bagepapir. Når chokoladen er størknet, kan du dekorere dem ved at stænke eller sprøjte lidt smeltet lys eller mørk chokolade udover dem.

Nyd dem med familien, med én du holder af, eller spis dem alle sammen selv – det ér jo frugt, ikk?

Vær kulturelle

Jeg nyder selv at gå på opdagelse på museer og gallerier og andre kulturelle indslag – men i år, hvor Corona har lukket meget af det ned, er det ikke lige en mulighed, der ligger til højrebenet.

Men der er faktisk stadig rig mulighed for at være kulturel – der findes nemlig en masse udendørs perler og seværdigheder rundt omkring i landet.
Eksempler kunne være Råbjerg mile, Himmelbjerget, Faxe Kalkbrud, Møns Klint eller Dodekalitterne som på billedet her.

Undersøg hvad der er af åbne, udendørs seværdigheder i dit nærområde. Det er tit disse steder, som vi snakker om at besøge, men aldrig rigtig har fået gjort. Måske nogle hyggelige timer på Valentinesday kunne være anledningen?

Selvforkælelse

Nok bliver Valentinesday tit en dag til fordel for kærestepar. Men om du er i forhold eller ej – så er det mindst ligeså vigtigt, at vi elsker os selv og giver os tid til egenomsorg.

Derfor er det helt legalt at tage på Valentines-date med dig selv! Forkæl dig selv med et langt bad, en hårhur, ansigtsmaske eller en god bodyscrub – og sådan en kan du faktisk lave selv!

Det er mega nemt. Du skal bruge 3 ingredienser: Sukker, kokosolie og citronsaft. Du kan finde blandingsforhold og fremgangsmåde lige her.

Er du ikke til skønhedspleje, så læs en bog, gå en tur eller gør hvad end, der gør dig glad.

Hjerteformet mad

Vi har været lidt inde over det med hjerteformede snacks – men der ér altså en god måde, at gøre lidt ekstra ud af det på Valentinesday.

Måske du har et hjerteformet ildfastfad, som aftensmaden kan tilberedes i eller en hjerteformet skål til anretning af frugt eller slik.

Har du et vaffeljern, er det også en super god måde, at lave hjerte-mad!
Skær vaflerne ud i de hjerteformede stykker og server med Nutella, frugt, is, syltetøj eller hvad end du foretrækker.
Bon appetit!

Photoshoot

Okay, dette forslag er måske mest forbeholdt nørder som mig, der synes, at det er vældig morsomt at tage billeder ved enhver lejlighed.

Har du det ligesådan, så sæt tid af til et hyggeligt Valentinesday-photoshoot!
Med selvudløser på din telefon, kan du tage Valentines-billeder af dig selv. Måske du kan lokke manden med til at forevige jeres dag, eller hold Valentines-phootoshoot for familien med udklædninger og fis og ballade. Tag en masse billeder undervejs, og husk på, at de uplanlagte billeder tit viser sig at blive de bedste.

Kan du ikke finde andre at holde photoshoot med, så lad det gå udover hunden. Det er vi også nogle, der gør.

Prøv noget nyt

Er der noget, der kan bringe os tættere sammen i et parforhold, så er det at prøve noget nyt sammen! Det kan være grænseoverskridende men også enormt givende.

Læg hjernen i blød. Er der noget, I har snakket om, at I gerne ville prøve, men ikke har fået gjort?
Det kan være hvad som helst. Er i til action, kunne det måske være noget at prøve klatring i naturen? Måske I har overvejet at prøve vinterbadning? Eller måske I, ligesom os, længe har snakket om at prøve at overnatte i naturen.

Og det betyder naturligvis ikke, at I skal kaste jer ud på en telttur i Februar måned – men kom så tæt på, som I kan. Planlæg en dato til sommer, gør op, hvad I mangler af udstyr og snak om, hvad I gerne vil opleve på turen.
At drømme sammen er noget, som vi tit gør herhjemme – og noget, som vi begge to elsker.

Happy Valentinesday!

Det var, hvad jeg havde af gode ideer til Valentinesday. Brug dem, hvis det giver mening for dig, og ha’ en rigtig skøn Valentinesday!

Læs også: Sådan tænder du din mand

Læs også

DIY: Opsats til krydderurter

Kender du det… Det er lækkert vejt, fuglene kvidrer og I skal grille med svigerfamilien til aften. Men

DIY: Kreative julegaver

Julen nærmer sig med hastige skridt, og de fleste af os er begyndt at gøre os overvejelser omkring

DIY: Påskedekoration

Foråret er ENDELIG på vej, forårsblomsterne springer snart ud, og vi går mod længere, lysere dage. Lidt af

Mælkesnitter

8 Mælkesnitter  Ingredienser: Bunde: 3 æg 150g sukker 2 spsk kakao 150g mel 1 tsk bagepulver 3 spsk