Din sundhed – hvordan kommer du i gang?

Er du en af dem der stod d.31. december med hovedet fyldt med gode ambitioner for dig selv og din sundhed i det kommende år? Og er du så også en af dem, der nu er lidt skuffet over dig selv, fordi vi er kommet 3 måneder ind i 2019, og du ikke helt har fået indført alle de nye ændringer, du havde forestillet dig?

Lad os starte med at slå fast: Nytårsfortsæt er noget opreklameret fis!

At stå den ene aften med champagne i blodet, være lykkelig og sexet i sine stiletter og glitrende nytårskjole og føle at man bare kan klare hele verden, er IKKE det rigtige udgangspunkt for en livsstilsændring.

Det rigtige udgangspunkt har du til gengæld, når du en helt almindelig dag bare er totalt flad. Når familien, veninderne og dit arbejde lige har brug for 10% mere af dig, men du aner ikke hvor fanden du skal finde dem henne.
Det eneste du har lyst til, er at smide dig på sofaen med verdens største skål bland-selv-slik og en cola. Du giver efter, og mens du så ligger der på sofaen, går det op for dig, at sådan her ender du faktisk lidt for ofte.  

Det er tid til en ændring.

Og inden du nu bliver helt træt og kigger længselsfuldt hen mod sofaen igen, så hør her: Vi gør det sammen. Små ændringer af gangen. Jeg kan ikke love dig at det bliver helt vildt nemt, men jeg lover dig at det er det hele værd. Og jeg ved hvad jeg snakker om, for jeg har selv været det hele igennem

Det første billede er taget af en veninde til en festival. Jeg kæmpede med humørsvingninger og virkelig lavt selvværd. Det andet billede er taget, efter at jeg har besluttet at ændre mit liv. Jeg har lagt min kost om, tabt 13 kg og er kommet rigtig godt i gang med at træne. Jeg har det fantastisk!

Det allerførste jeg gerne vil bede dig om, er at sige farvel til brød. Og hvis du ikke kan undvære det helt, så i hvert fald bytte alt dit lyse brød ud med groft brød. Det gør en forskel og efter kun kort tid vil du kunne mærke det i maven.
Hvis du er en af dem der har tendens til oppustet mave, så se om du ikke allerede efter en uges tid vil opdage at din mave ikke længere er så øm og ”snakker” så meget.  Og de der jeans der plejer at stramme om maven vil føles endnu rarere at have på.

Selvom du ikke har decideret gluten allergi, så er der ingen tvivl om at gluten kan være hårdt for maven og give fordøjelsesbesvær. Derfor vil det måske gå ret gnidningsfrit at sige farvel til brødet, men hvis du alligevel får problemer med maven, så overvej i første omgang om du får væske nok i løbet af dagen, og ellers kan du tage et tilskud af fibre – f.eks. en skefuld HUSK.

Og det er faktisk ikke så svært at undvære brødet. Jeg har oplevet at det, at jeg ikke kan vælge brød i kantinen på arbejdet, får mig til at spise endnu mere salat i stedet, ligesom jeg også har siddet i situationer hvor jeg har fået serveret smørrebrød – og så har jeg bare måttet fjerne brødet under, og nøjes med salat og fiskefileten eller æggene. Det kan sagtens lade sig gøre.

Så lad os prøve – små ændringer af gangen at blive de sundeste eksemplarer af os selv. Lige nu – Farvel til brød.

Jeg hepper på dig.

Instagram her – Facebook her – Hjemmeside her

Læs også