Interiør, boligdesign og styling går efterhånden i høj grad hånd i hånd med køkkendesign. Køkkenet er blevet et møbel, som er lige så individuelt i stil og materialer som alt andet boligindretning. Eftersom jeg arbejder i HTH, så får jeg alle de nyeste trends ind lige så snart de er på markedet – og derfor kan du vel levende forestille dig hvor svært det var for mig, da jeg selv skulle til at tage stilling til det nye køkken og inventar vi skulle have i vores nye hus. Dog er trenden i 2019 ret gennemgående, og det vil jeg gerne fortælle lidt mere om her.

Farver

Det rene hvide, upersonlige køkken er ret meget på returen. Nu er trenden, at køkkenet skal være i farver – om end det er rolige, og rimelig tidløse farver: grå i forskellige nuancer, ler, sort, blå og grøn. Farverne er dæmpede og rimelig neutrale, selvom de giver liv og personlighed til køkkenet.

Farverne kombineres ofte med det hvide: vi ser ofte, at enten køkkenøen eller højskabsvæggen er i farve, som bryder med det hvide og giver kant samt karakter til køkkenet. Sort bliver ofte brugt som en kontrastfarve til f.eks. træ og finer.

Midnatsblå, grå og ler er de mest populære farver hos HTH lige nu.

Materialer

Vi byder naturlige materialer velkommen nu, og træ – både massivt og finer – bliver mere og mere brugt. Vi bruger træet til at bringe varme og hygge til køkkenet, og til at give noget struktur til fronter. Træet giver også en følelse af et snedkerkøkken, og lameller vinder mere og mere ind i de danske køkkener.

Vi vælger også i højere grad en sten-, træ-, komposit- eller marmor bordplade, og går på den måde mere op i funktionalitet, kvalitet og holdbarhed. Disse typer bordplader giver igen endnu en mulighed for at gøre designet og udtrykket mere personligt, da især stenbordplader sjældent er ens i marmorering og look. Køkkenet får også et mere eksklusivt look, og vi er mere til den ægte vare. Marmor og marmor-look har aldrig været mere populært i køkkenet end nu.

Mange forskellige træsorter og farver vinder rigtig meget frem for tiden, og giver både hygge og kant til køkkenerne.

Brugskøkkenet

Køkkenet er i høj grad blevet et madværksted, hvor vi gerne har redskaber, skærebrædder, knive, gryder og diverse olier stående fremme, så de er tilgængelige under madlavningen og samtidig giver et levende udtryk til køkkenet.

Åbne hylder samt vitrineskabe, hvor vi har stel og keramik stående fremme er ligeledes også en ting som vi bruger mere og mere. Derfor introducerer flere og flere køkkenfirmaer både løsninger med åbne hylder, vitrineskabe som matcher flere forskellige typer fronter.

New-Yorker køkkenet, hvor der fokuseres ekstra meget på det åbne madværksted, er også en af de store nyheder i 2019.

Åbne hylder med stel og redskaber er også en trend som er kommet for at blive.
New-Yorker køkkenet er i høj grad et madværksted, hvor vi har alle redskaberne fremme og ved hånden hele tiden.

Teknologi

Vi går også mere op i de lækre detaljer, som giver os mere værdi i hverdagen – i over 50% af nye køkkener bliver der installeret en vandhane med kogende vand. Den integrerede kaffemaskine i højskabet er også en feature, som flere og flere vælger for at give lidt mere luksus i hverdagen, og få kaffemaskinen væk fra køkkenbordet. Det nyeste er vinkøleskabet, som flere og flere også vælger at installere direkte i køkkenet, hvilket tilfører lidt mere luksus til køkkenet samt bevidner at vi går mere og mere op i kvaliteten af vores føde- og drikkevarer. En sidste ting som 2019 især byder på er kogepladen med den integrerede emhætte, som flere og flere virksomheder tilbyder.

Køkkenet er et af de mest essentielle rum i boligen, vi bruger mere og mere tid i køkkenet, og derfor gør vi mere ud af indretningen og materialevalg. Der bliver sat pris på hverdagsluksus, forkælelse og de gode, tidløse materialer. Det er en rigtig lækker tendens synes jeg, og jeg glæder mig til at se hvad tiderne fremover bringer.

Læs også

Gaveinspiration til madelskere

Julen står for døren og ind imellem kan det være svært at komme på den helt rigtige gaveidé.

Glutenfri kartoffeltærte med bacon

Det er lige nu sæson for kartofler, og hvis du ligesom jeg har kartofler i køkkenhaven, og efterhånden

Müslibarer med kakao og hasselnød

Uden tilsat sukker, glutenfri og vegansk. Hermed opskriften på hjemmelavet müslibarer med kakao og hasselnød. Det er en