Mine tanker omkring nybyg

Boligindretning, interiør og til dels arkitektur er en af mine allerstørste interesser – og ultimativ mig-tid er altså en solid cafe latte, et boligmagasin eller 2 og så udsigten til en halv eller hel time med RO til at nærstudere, læse artiklerne og blive inspireret af alle de nye trends. Interessen og inspirationen er lige stor, uanset om det er Boligmagasinet eller Bobedre – på trods af at der er stor forskel på de to boligmagasiner.

Det blanke ark, som nybyg er for mig, giver derfor mulighed for at kunne samle meget af den inspiration og de ideer jeg får i det daglige, på instagram og i boligmagasinerne – og omsætte det til den ultimative bolig for mig og min familie. Jeg finder den rejse så fascinerende; den rejse hvor man inspireres, tænker tanker, sammensætter ideer, dvæler ved arbejdsgangene og flowet i familien, finder ind til kernen af hvad man sætter pris på – og vil prioritere over andre ting – og hvad man reelt vælger, når der er fuldstændigt frie rammer.

Der skal vælges gulve… og hvad der skal være hvor.
Alene murstenen kan være et utroligt svært valg, da man ikke sådan lige kan gøre dette valg om.
Planløsningen og layout er også utrolig individuelt, og skal passe til den enkelte familie.

Dertil kommer der alle de valg som skal tages, som man faktisk ikke før har skulle tage stilling til: hvor skal stikkontakterne placeres, hvor skal lamperne kunne tændes, hvilken type vinduer vil man have, hvilken slags bolig skal det være: funkis, ensidig taghældning, i flere plan eller noget helt fjerde, hvilken mursten man vil have – og alt dette selvfølgelig i fint samspil med ovenstående.

Når så alle valgene er truffet og underskriften er sat – så er det virkelig også en magisk proces at være i, når man ser alle de valg man har taget, og tanker man har gjort sig… udfolde sig i et vaskeægte drømmehus. Det er en proces jeg synes er så spændende, og jeg ELSKER – og nok også derfor min mand og jeg, allerede 1,5 år efter vi flyttede ind i vores første nybyggede hus, legede med tanken om at bygge igen.

… og før vi vidste af det, så var grunden der. Den grund, som ikke var der første gang vi byggede. I samme område, i villakvarteret med legekammerater rundt om hjørnet. Men med den skønneste udsigt over en lille sø, med følelsen af luft og plads. Vores nye drømmehus skyder hurtigt op, og vi GLÆDER os.

Og ja, der er valgt og prioriteret anderledes denne gang – det sker som regel, når man bygger igen. At de ting man valgte første gang ikke helt var det rigtige. Men behov, ønsker og ideer ændres også naturligt med tiden – og det er derfor lige så spændende at være i processen anden gang, fordi man lærer så ufatteligt meget af at revurdere valgene fra første omgang.

Jeg glæder mig allerede til at fortælle mere om hvilke tanker jeg har gjort mig omkring indretningen i vores hus 🙂

Læs også

Lækker sommerdessert

Denne lækre sommerdessert er et bud på en sundere dessert, som udover sommer kan spises hele året. Den

DIY: Lav din egen blomsterboks

Valentinesday nærmer sig, og selvom det er en dag, der deler vandene, er der aldrig noget forkert i