For nogle er lykken noget materielt, en ny bil, et stort hus eller en lang rejse til de fjerne himmelstrøg. Men andre har mødt så meget modstand gennem livet, at lykke kan være svær at få øje på. Som yngre brugte jeg meget tid på netop og tænke over dette. Hvorfor skal nogen gå så urimeligt meget igennem, mens andre ser ud til at danse igennem livet. Hvorfor skulle nogen kun opleve lykke, mens andre kæmpede en brav kamp for blot at kunne ane lykken, men aldrig tør række helt ud efter den?

Min egen lykke kan jeg se, for den består af min lille familie, min mand og 3 børn. Lige nu leger de 3 i haven. De ler, pjatter og skubber kærligt til hinanden. I deres verden findes kun glæde , og frihed. Og de er trygge, fordi de ved at deres far og jeg altid er der for dem. Sult, vold og elendighed kender de ikke til, og sådan burde det være for alle børn i verden.

Jeg elsker min families sammenhold og kærlighed, selvom vi indimellem kan skændes og være uenige, er der ikke et sted jeg heller vil være end her sammen med mine børn, betragtende på deres glade ansigter og smittende humør. Endnu er deres verden ikke fyldt med den skepsis, misundelse og vrede, som vi voksne har lært og kende på vores vej igennem livet. Heldigvis. Hvor ville jeg ønske vi kunne skåne dem for nederlag, ulykkelig kærlighed og svigt, men sådan er livet ikke.

De har fyldt mit liv med en lykke og kærlighed, så stor at den til tider overvælder mig. Med lykken følger også en sårbarhed, som jeg aldrig har mærket før, jeg blev mor. Mine børn er mit ømme punkt. Jeg ved nu, at børn fødes med smerte for at forberede os forældre på den smerte, der også følger med titlen som mor. Når de slår sig, græder vi med dem, når de er syge, gør det næsten fysisk ondt på os, og når de har det svært, brister vores hjerter igen og igen.

Jeg har siddet herinde, og betragtet mine børn igennem vinduet, og ladet tankerne flyve. Men nu bliver mine tanker afbrudt af deres glade råb. Deres far er kommet til syne for enden af trappen, som føre op til haven. Han kommer hen og giver dem alle kram og kys og leger videre med dem. Nu er min familie samlet, hele min lykke lige der.

Min og deres fremtid kender jeg ikke, og jeg kan ikke sikre os lykken for altid, hvor meget jeg end måtte ønske det. Men jeg kan værne om dem, og den lykke, vi har nu, lige her og hver dag glædes over de små ting i mit og deres liv. Den kærlighed jeg føler for dem og deres far, får jeg tusinde gange igen hver dag, hvor er jeg glad for jeg turde række ud efter netop deres kærlighed, det håber jeg også I har gjort.

Læs også

DIY: Kreative julegaver

Julen nærmer sig med hastige skridt, og de fleste af os er begyndt at gøre os overvejelser omkring

Lækker sommerdessert

Denne lækre sommerdessert er et bud på en sundere dessert, som udover sommer kan spises hele året. Den

Sofabord – IKEA hack style

Jeg har lavet vores nye sofabord med udgangspunkt i et eksisterende IKEA produkt – et såkaldt IKEA hack.