Sådan får du et godt parforhold med erotisk intelligens

Det er dokumenteret, at den kemi i hjernen, som hører til seksuel lyst, intens nydelse, drive efter at fortære den anden med hud og hår – og den kemi i hjernen som hører til tilknytning, tryghed, empati, samarbejdsvilje modarbejder hinanden. Hvordan det viser sig i praksis og hvad løsningen er, kan du læse mere om her.

“Den var virkelig dårlig den plan, Gud!”, siger min ven og kigger op mod himmelen, da jeg præsenterer ham for forskningen. Vi griner.

Men det er jo faktisk ikke sjovt. Fordi vi lever i en kultur, som har skabt en norm omkring at vi netop skal

  • finde den eneste ene
  • blive forelskede i denne eneste ene
  • have hed sex med denne eneste ene
  • få dyb romantisk kærlighed med denne eneste ene
  • og stifte en glad, harmonisk familie med denne eneste ene

Og sådan skal det forblive i 60 -70 år, nu da vi jo lever til vi er 100…

Problemet er nok ikke Guds plan. Problemet er nok nærmere menneskets plan

På en Master Class med min veninde, TED stjerne og parterapeut Esther Perel trådte dette skarpt frem:

Forhold indeholder 3 ben:

A. SEKSUEL LYST, DRIVE

B. ROMANTISK KÆRLIGHED

C. TILKNYTNING

Ifølge hjerneforsker og TED talker Helen Fisher har hvert aspekt sit eget kemiske system i hjernen. I den nutidige (og normativt fremherskende) forståelse af ægteskabet/parforholdet, er vi kodet til at tro på, at alle 3 elementer skal være absolut optimale med samme person. Og det er et problem. Fordi de forskellige hormonelle systemer modarbejder hinanden.

Helen Fishers hjerneforskning dokumenterer en erfaringsviden, som mange har.

Vi bliver fodret med illusioner om, at forholdet til denne såkaldt ‘eneste ene’ er nøglen til livsforsikringen af det lykkelige parforhold med de lykkelige børn. Det, som jeg kalder Disney versionen, hvor vi vitterlig håber og tror på, at prinsessen får sin prins, og at de ‘lever lykkeligt til deres dages ende’.

Langt over halvdelen af befolkningen i verden, inklusive jeg selv, har imidlertid erfaret på egen krop, at Disney fortællingen ikke helt er så fortryllende, når hverdagen på 3., 7. eller 15. år kører efter samme drejebog. Desværre kommer alt for mange også til at tro, at det er dem og ikke Disney, der er galt på den. Det er ubærligt.

De fleste jeg taler med i vores del af verden, kender nemlig denne version meget bedre:

– Vi mødtes, jeg blev vildt forelsket, vi havde heftig, fri, passioneret sex dag og nat og kunne ikke være uden hinanden.

– Vi blev mere og mere forbundne, og vild forelskelse gik over dyb kærlighed med følelsen af, at vi altid skulle være sammen, uadskillelige og i dyb lyksalighed. Min eneste ene var fundet.

– Vi flyttede sammen, (fik børn), sexlivet blev udfordret, men tilknytningen blev stærkere, rutinerne blev etableret, vi følte, at vi havde og kunne stole på hinanden, relationen samlede sig om hjemmet (familien, børn), praktik. Det var trygt – og kedeligt.

Jeg blev 100% far, min partner 100% mor og så døde sexlivet. Mit forhold blev et team og mit liv blev reduceret til en effektiv kalender, et logistisk svendestykke.

Bum.

Ikke på nogen måde hverken mærkeligt eller overraskende, når man læser hjerneforskningen. Tværtimod.

Ind kommer den videre fortælling ca. sådan her: “C (familielivet-tilknytningsforholdet) var med til at give mig tryghed. Men prisen var, at jeg ofrede mig selv, mine drømme, min alenetid med vennerne, mine rejser for mig selv…Jeg blev 100% far, min partner 100% mor og så døde vores sexliv. Mit forhold blev et team, der skulle lave lykkelige børn, og mit liv blev reduceret til en effektiv kalender, et logistisk svendestykke.

Så mistede jeg mig selv. Holdt op med at grine højt med mindre, jeg havde fået et par glas. Så længtes jeg efter eventyr. Kiggede ud i verden og fantaserede om andre. Startede med at dedikere mig til ekstremsport. Men så blev jeg fuld til julefrokosten, og gav mig selv lov til et enkelt sidespring. Måske indledte jeg en affære. Med min elsker fik jeg alt det, jeg havde mistet, altså A og B. Enten for en stund eller gennem flere år.”

Mange kender kun alt for godt til enten at blive fanget i et dybt fængsel af længsel efter det, derude (A og B, dvs. passioneret kærlighed, eventyr, erotik) og at realisere sig selv i det hele taget eller at netop have fordelt A, B, C ud over flere forhold samtidig med, at de holder stædigt fast i deres lovmæssigheder om monogami, og dermed lider under at have fucket med deres værdier om at være tro, ikke at lyve, ikke at bedrage, at være dedikerede fædre, mødre, partnere.

Hvad er løsningen så?

Først og fremmest er det afgørende i et moderne liv, at vi går ind i vores parforhold med åbne øjne. Med forståelse for, at passion, forelskelse, længevarende kærlighed og tryghed alle er elementer, som har modsatrettede bevægelser i sig, som vi skal lære at håndtere.

I min ca. 35-årige karriere som elskende kvinde har jeg levet som elskerinde, hvor passionen var i top, trygheden i bund. Jeg har også levet som samleverske og mor, hvor trygheden var i top og passionen i bund. Jeg har fået knust mit hjerte af forhold, hvor viljen til at gå den brogede vej sammen bare ophørte. Vejen har været lang. De mange historier fra mine klienter gennem livet ligeså.

Kompleksiteten ermeget langt fra Disney modeller og fantastiske forestillinger om, at “kærlighed er nok”. Det er den ikke.

Eventyrlig passion og tryg kærlighed i samme relation kræver en høj grad af vilje til at gå vejen sammen med bevidsthed, kontinuerlig vilje til at gøre sig umage og at have modet til at mestre balancen mellem at være sammenflydende og alene. Det kræver følelsesmæssig og erotisk intelligens. Og det kræver, at vi tør elske og, at vi tør fejle. Igen og igen. Også med den samme partner.

Jeg vil lade Esther Perel få det sidste ord i dag. Ingen andre end hun har formuleret mere klart håb for dem, som mestrer deres relation med “erotisk intelligens”. Intelligens skal der til i en tid, hvor ikke kun verden derude, men kærligheden helt tæt på er under konstant forandring.

“For [erotically intelligent couples], love is a vessel that contains both security and adventure, and commitment offers one of the great luxuries of life: time. Marriage is not the end of romance, it is the beginning. They know that they have years in which to deepen their connection, to experiment, to regress, and even to fail. They see their relationship as something alive and ongoing, not a fait accompli. It’s a story that they are writing together, one with many chapters, and neither partner knows how it will end. There’s always a place they haven’t gone yet, always something about the other still to be discovered.” 
― Esther Perel, Mating in Captivity: Reconciling the Erotic and the Domestic

Instagram herFacebook her

Læs også

Low Carbonara

Jeg elsker denne ret! De velkendte smage af fløde, parmesan og bacon fra den klassiske carbonara – men

DIY: Kreative telefon covers

Telefonen er efterhånden blevet vores alle sammens bedre halvdel og er svær at leve uden. Derfor er det