SORGEN VIL ALTID FØLGE MIG.

Som lille, ung og voksen, var der et sted, jeg altid kunne finde ro, finde accept og kærlighed. Hos mormor, mormor var mit anker, min base, min familie.

Min mormor var noget helt specielt, hun var ikke blåøjet, naiv, eller sig selv nærmest, hun havde lige til det sidste sine meningers mod, som hun delte efter behov, uanset hvem det var til, om det var unge, ældre, bankdirektøren eller den lokale kassedame, så ytrede min mormors sig altid, hvis de i min mormors øjne, havde brug for hendes besyv. Det var langt fra hver gang, det var passende, og jeg har ikke tal på de gange, jeg blev pinligt berørt. Men min mormor, var sådan en der blandede sig, tog medansvar og aldrig vendte det blinde øje til. Hun kæmpede i sin tid for fagforeningernes oprettelse, og mente at alle havde et socialt ansvar, og at hvis man kunne hjælpe, så skulle man hjælpe. Hun var sej, hun tænkte aldrig på hvad andre mon tænkte om hende eller havde ondt af sig selv. Tvært imod så hun hvilede i sig selv, og jeg ville sådan ønske at jeg på det område lignede hende noget mere.

Hvis jeg af og til havde ondt af mig selv, var hun den første til at fortælle mig hvorfor der ingen grund var til selvmedlidenhed, hun påpegede det gode og positive hun så i mit liv, på hendes helt egen måde. Min mormor var ikke blødsøden eller behagesyg, og når hun sagde noget, mente hun det, og det blev sagt direkte. Vi var uenige om mange ting,  men jeg har aldrig følt mig mere elsket og accepteret end jeg gjorde når jeg var sammen med hende.

Der var der frirum, plads til mig, og til at være den jeg var. Jeg følte mig set og hørt, og vigtigst af alt, jeg følte mig tryg. Hos mormor kunne intet ondt nå mig. Jeg kan hvis jeg lukker øjnene stadig mærke de lange hårde knus hun gav mig, som næsten fik mig til at miste pusten og hvis jeg får roen og tiden, kan jeg næsten dufte hende endnu. Min mormor er mit bedste barndomsminde, og jeg vil altid passe på det, og værne om det og hendes minde.

sorgen vil altid følge mig.

Det er 5 år siden, min mormor døde, jeg savner hende stadig, og tror aldrig jeg kommer mig over den sorg. Det er ikke en lammende sorg, men det tro følgesvend der altid følger mig, og ofte dukker op. Dufte, ord, bestemte mennesker, tricker mit savn, mine børn…..Jeg elsker og tale om hende, men har stadig svært ved at tale om hende uden og få en klump i halsen, og kæmpe med tårerene. Min mormor var syg det sidste stykke tid af hendes liv, og mod slutningen af det, var hun svag, og klar til at komme herfra, hvor ondt det så gjorde på dem hun efterlod, der var så mange ting jeg gerne ville have fortalt hende, ville have takket hende for, men tiden løb ud og det blev for sent, så her kommer det, jeg håber du læser med deroppe fra.

Tak for at du altid greb mig, før end jeg faldt, tak for at du elskede mig, tak fordi du lyttede og forstod. Tak for at jeg aldrig skulle gøre mig fortjent til dig kærlighed, eller tvivle på om den ville slutte. Vores historie er ikke slut, jeg vil gerne tro på at vi ses igen en gang, og så skal du høre resten af min historie, jeg tror du vil kunne lide den.

Til vi ses igen….

Læs også

Opskrift: Hjemmelavede ispinde

Umm… Hvem elsker ikke en go’ is i sommervarmen? Denne opskrift er super nem, og isene smager fantastisk!

DIY: Jule- og vinterpynt i ler

Jeg tror, at vi er flere, der husker de mindre flatterende jule- og nissemænd, som mange af os

Mine tanker omkring nybyg

Boligindretning, interiør og til dels arkitektur er en af mine allerstørste interesser – og ultimativ mig-tid er altså