Ufrivillig abort – Bryd tabuet

Det her indlæg ligger mig meget på sinde at skrive og jeg er rigtig glad for, at der nu er øget fokus på det. Netop derfor sagde jeg også med det samme ja da Laura Bock Klein fra TV2 ECHO kontaktede mig, for at vi sammen med 49 andre kvinder kan bryde tabuet om ufrivillige aborter.

Hvis du ikke har hørt om ufrivillig eller spontan abort er der her lidt fakta

  • Man  mister fosteret før uge 22 i graviditen.
  • Næsten alle spontane aborter sker inden for graviditetens første 12 uger.
  • Et tegn på spontan abort kan være smerter, blødning, samt at graviditetssymptomer forsvinder.
  • Nogle oplever ikke symptomer og derfor opdager man først aborten ved 12 ugers scanning.
  • 20-30% af alle graviditeter ender ud i spontan abort.
  • En tidlig abort kan nemt overses da den kan ligne en almindelig menstruation.

Jeg hedder Julie og er den ene halvdel af KvindemedK, jeg er 30 år gammel og har 2 skønne børn men også tre aborter med mig i bagagen.

Da Laura skrev til mig blev jeg glad, lettet og meget berørt. Jeg blev glad fordi, at jeg ved mine ufrivillige aborter har følt mig meget alene med det, fordi ingen rigtig snakker om det. Lettet fordi, at der endelig var nogle der turde tage hul på bylden, som ufrivillige aborter er blevet til. Tilsidst meget berørt fordi, at det faktisk gik op for mig hvad mine følelser i det var. Det var første gang der for alvor var nogle der spurgte interesseret, omsorgsfuldt og åbent ind til mine følelser omkring mine aborter. Det gik pludselig op for mig at det faktisk ikke var noget der havde fået meget opmærksomhed og som jeg heller ikke selv gav meget opmærksomhed. Ser man på den sorg, de bristede drømme og frygten der følger med aborter, så burde det være noget man var meget opmærksom på.  
Jeg selv er en der taler meget åbent om de fleste ting og det ligner mig ikke at gemme ting væk der gør mig ked af det, men det har jeg helt ubevidst gjort med mine ufrivillig aborter. Dette synes jeg siger noget om hvor tabuiseret et emne det faktisk er og har været alt for længe.

Heldigvis, spiller de sociale medier i det her tilfælde en super vigtig rolle, og flere og flere er begyndt at stå frem og fortælle om deres spontane aborter og turde være sårbare og hvor er det vigtigt! Det er vigtigt for bearbejdelsen efter en spontan abort, fordi oplevelsen bliver uoverkommelig hvis man står alene med den. Sådan havde jeg det ihvertfald selv.  
Efter min snak med Laura fra TV 2 ECHO fik jeg for første gang rigtig sat ord på følelserne omkring det.

Jeg aborterede selv to gange meget tidligt og så en gang lidt inden 12 ugers scanning. Alle tre aborter var da vi forsøgte at få nummer to, så mange sagde bare noget i retningen af, “jamen I har jo en, så selvfølgelig får I en mere.” Det var faktisk noget af det værste nogen kunne have sagt til mig, for jeg følte mig slet ikke forstået, for det skete jo ikke, og jeg havde svært ved at finde håbet om at det rent faktisk ville ske.
Første gang jeg aborterede, føltes det som om min verden ramlede, og som jeg sagde til TV2 ECHO som viser det ret godt;
“Når man har taget en positiv graviditetstest og har set de to streger, så føler man, at man skal have en baby. Man begynder at tænke i navne og termin.”

Det der ramte mig allermest var den bristede drøm, den voldsomme følelse af, at jeg dagen før havde følt den enorme lykke, over at vi skulle have en lillebror eller lillesøster, for at denne lykke dagen efter bare var væk. Det næste var så frygten for at vi aldrig skulle have en nummer to.  

Anden og tredje gang blev jeg selvfølgelig også ked af det, men slet ikke på samme måde, hvilket nok skyldtes bl.a. lægens reaktion ved den første abort, som man faktisk ikke rigtig kan kalde en reaktion. Lægen sagde bare

nå for søren det er jeg ked af, men op på hesten, hver 4. graviditet bliver ikke til noget, så det er meget normalt”

og så lagde vi på.  Jeg kan huske at jeg tænkte ved mig selv, at så måtte jeg hellere toughen up og forberede mig på at det nok ville ske igen.
Jeg røg ind i sådan en form for overlevelse eller måske endda fornægtelse, og prøvede bare at se fremad mod den glæde vi ville møde ved en to’er en dag, som jeg faktisk ikke rigtig troede på.

Mange sagde op på hesten, jokede med at vi da i det mindste vidste at min mands krudt virkede, eller sagde at man ikke skulle være ked af det, fordi det jo var gået sådan, fordi det jo så var et sygt foster. Det eneste man har brug for her er

“at folk så alvoren i min situation og ikke jokede med det eller negligerede det.”  

Jeg har en kærlig, opmærksom og omsorgsfuld omgangskreds og mange jeg kan tale med, men jeg følte mig alligevel meget alene med mine oplevelser. Det er en situation der er tæt på umulig, at kunne sætte sig ind i når man ikke selv har stået i det. Jeg vil opfordre dig som har oplevet spontan abort eller står midt i det, til at finde modet til at dele det og tale om det. Det er et enormt sårbart emne, men jeg er overbevist om, at det ville være bedre at italesætte det, for at vi på den måde kan føle os mindre ensomme og forkerte i det. Der er også mange af beskrivelserne i artiklen fra TV2 ECHO der netop beskriver det med, at når de har åbnet op om aborterne, så er det blevet tydeligt, at mange flere end de troede faktisk har stået i det samme. Det er så vigtigt, at vi har nogle at spejle os i og at der kommer opmærksomhed på og viden om emnet frem, så vi kan hjælpe hinanden når vi havner i den ulykkelige situation.

Faktisk er det som nævnt sådan at hver fjerde graviditet ikke bliver til noget og at omkring 20.000 fostre årligt mistes ved ufrivillige aborter. Jeg ved ikke hvorfor, men på en eller anden måde har det for mig været en trøst, at det faktisk er meget normalt at abortere, og at vide at det ikke var mig der var forkert og at der trods mine tre aborter var håb. Vi fik nummer to, så håb det er der, og for os var 4. gang lykkens gang og vi fik en dejlig, sund og rask lillesøster. Det var en graviditet forbundet med en frygt der faktisk næsten fyldte mere end glæden. Frygten for aldrig at vide, om det ville få den lykkelige slutning, som vi altid drømmer om i en graviditet. Nu er vi så begyndt at tænke på, om vi en dag gerne vil have en nummer tre og jeg kan godt mærke, at frygten stadig sidder i mig.  

Jeg er jo som sagt en af de mere end 50 kvinder der har været igennem ufrivillig abort tidligt i graviditeten, som TV2 ECHO har snakket med og det glæder mig, at så mange skønne kvinder vil tale om det, for det tror jeg kan inspirere endnu flere til at åbne op omkring det, så sorgen kan deles og ikke klumpe sig sammen.

For du er ALDRIG ALENE!!!

Læs TV2 ECHO’s artikel med min og andre kvinders historier på linket lige her. –> http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-06-09-ufrivillig-abort-50-kvinder-aabner-op-om-sorgen-frygten-og-tabuet Det kan inspirere, informere og give stof til eftertanke og måske kan det give trøst.

Tak fordi I læser med <3

Læs også

DIY: Påskedekoration

Foråret er ENDELIG på vej, forårsblomsterne springer snart ud, og vi går mod længere, lysere dage. Lidt af