Vejen mod en diagnose part 1.

Dette indlæg har været enormt svært for mig at få skrevet ned, jeg har kørt hele følelsesregistret igennem, slettet, skrevet og tudet imens.

Jeg deler det op i 2 dele fordi det ikke bare lige kan skrives i et indlæg.

I kommer med helt tilbage til starten, jeg har valgt at skrive det som en form for historie jeg kigger tilbage på, men alt er lige på og hårdt.

William ligger i vores seng og leger, han er 2,9 år og snakker løs på det vi kaldte “hans russisk”

pludselig stopper hans leg og lyde, jeg kigger over og han ligger med hvidt opspærrede øjne og trækker ikke vejret! jeg får ham sat op alt imens jeg panikker totalt.

klapper ham let på kinden og halvråber, han begynder at blive blå om læberne og jeg klapper hårdere på hans kind, pludselig hiver han vejret og begynder at græde, jeg stor tuder, får ringet til vagtlægen (hvor dum er jeg lige, sidder jeg bagefter og tænker, jeg skulle have ringet 112 asap!)

vi får en akut tid på randers sygehus da de mistænker epilepsi.

testen gennemgåes, vi kommer ind til overlægen, som fortæller han ikke har epilepsi.

vi ånder lettet op, men efter 10 min i rummet med lægen siger han “men jeg sender jer straks afsted til børnepsyk, jeg ser tydelige autistiske tegn hos jeres dreng”

Autisme? vi måbede, vi vidste godt William var anderledes og ikke alderssvarende, det havde dagplejen jo observeret, men autisme?

vi ankommer til børnespyk hvor vi skal til en forsamtale, der er en pædagog og en overlæge tilstede.

prøv lige at spørg om alle følelser sidder udenpå tøjet, børnepsyk?! det ret voldsomt, som iøvrigt lå lige op af den lukkede med tremmer for vinduer og hegn om.

vi fortæller vores historier, williams livshistorie indtil nu 2,9 år.

pædagogen tager w med ud for at observere ham uden os.

derefter bedes vi vente udenfor alle 3 på afgørelsen om de mener der nok til en udredning.

vi kommer ind pisse nervøse, kede af det og super angste.

de vil udrede og helst hurtigt.

på vejen ud har jeg W på armen, han får det vi idag kender som en nedsmeltning.

han skriger mig ind i hovedet, slår løs på mig alt imens jeg prøver at imødekomme ham, anerkende ham og trøste ham.

overlægen griber ind ved at tage ham og nikker forstående til mig, som står og kan næsten ikke holde sammen på mig selv længere i ren og skær afmagt og frustration men også at mit hjerte direkte bløder over min lille dreng og det han gennemgår.

turen hjem er den værste, jeg havde den største klump i maven, granskede alt, var jeg en dårlig mor? hvad betød autisme?

dagene op til en uges udredning hver dag var modbydelige, ens sind og hjerte er i en stor forvirring og smerte, hold op jeg græd meget, som i mine øjne var så hævet jeg knapt kunne se ud af dem til sidst.

dog vil jeg rose personalet på psyk for en meget anerkendende og kærlig håndtering af os og William i hele processen.

for en udredning af ens et og alt, ens barn er en process, en gennemgang af alle følelser og granskelse af en selv som forældre.

fortsættelse følger i part 2.

Læs også

DIY: Kreativ med stearinlys

Stearinlys kan bare noget med hyggen, især her i den kolde årstid. Og når de så samtidigt giver